" Er det ikke hårdt.....

...at læse på kempler instituttet? "

" Njaaaaeeee, det er toppen af poppen" -har jeg for det meste svaret.

MEN NU MÅ JEG ERKENDE AT KRISEN KRADSER!!!

Jeg er ikke verdensmester i at være i processer. Jeg er vant til at "kæmpe" og så "handle". Det er sådan set meget smart og praktisk, bare ikke når man skal skal arbejde relationelt, reflekterende og ikke mindst udvikle det der indre liv.

Så lige nu sidder jeg i suppedasen, lige midt i en helvedes proces hvor tidligere tiders "trampen rundt på mig" ikke kan fornægtes eller fortrænges. I hvertfald ikke hvis jeg selv vil arbejde terapeutisk -afklaring og definering af Jegét, skal der til!

Har overvejet at skyde en hvid pil efter hele mit indre og ydre projekt, flytte til Hundslund i parcel, få en hundehvalp, en lille konebil, job i Bilkas kundeservice eller måske parfumeafdeling, spise røde tryghedsbøffer med bernaise, HVER lørdag OG ikke mindst lukke ned for følelseslivet!
(det er ikke for at nedgøre mennesker, som gør nogle af disse ting, på mange måder virker sådan et liv til tider dejligt simpelt!)

Men som Ole sagde, da jeg beklagede mig over min stenede vej "Jamen Mie, det er jo dig alt det dér -vær nu bare i det"

Så det prøver jeg så på!

På mandag drager jeg igen 4 dage på kempler. "Sorg og krise", med klare tab (private dødsfald) på dagsordenen. Åh ja, dét skal nok blive helt ulideligt og en kæmpe udfordring for de proces-angste!?

Men lige nu er det lørdag, jeg hoster som en gal og er træt som bare fanden, men jeg prøve at være nærværende og måske opnå nærhed!

P.s Jo, jo og atter jo, det er pisse hårdt at læse på Kempler, gå i terapi OG arbejde terapeutisk. (hvem sagde "Har hun mon taget munden for fuld???")