Lad champagnepropperne springe

Yes, yes, yes, min samtale i går var en succes.

De ringer på torsdag med vagter til mig, - til mig!

Jeg er SÅ glad. Det er et familiebehandlingshjem, hvor familierne bor der for en tid, primært fordi man er bekymret for børnene.

Jeg er ansat som fast vikar. Jeg varetager ikke familiernes egenterapi/gruppeterapi, men er ellers ansat på lige vilkår som de fastansatte.

Alt arbejdet har terapeutisk karakter, og er det jeg har drømt om i mange år.

I går lå jeg og fattede ikke at det er lykkedes mig at gå en vej, som jeg troede var uopnåelig. Jg kan ikke sige hvorfor jeg troede den var uopnåelig, men jeg havde bare en svag tro på at JEG kunne blive en af dem.

Nu er der meget, som tyder på at JEG når mine mål. Noget tyder på at jeg får et arbejdsliv, hvor mit arbejde også er min store interesse.

( Manden og jeg havde en stor diskussion i aftes, for jeg var lidt alene med min totale begejstring. Min ellers søde mand, valgte at se på de usikre faktorer i denne stilling, de (måske) uhensigstmæssige arbejdstider osv. Pisse irriterende!!! )

I dag er vi dog begge glade og ser lyst, lyst, lyst på fremtiden.

Jeg er syg, så min frivillige pind bliver ikke besat i aften -øv.

Og så lige....lønnen er dælme god! :-)