Det dér med " at være forvirret" ved jeg jo godt ligger til mit følelsesliv.
Det er ikke fordi jeg ikke kan handle på alle mulige intelektuelle tanker (det går faktisk ovenud godt), men det der med at hande rigtigt på det indre liv, er svært -meget svært for mig.
Men efter flere samtaler på Kempler(selvfølgelig, vi laver jo ikke andet...) så var jeg forvirret igen.
Forvirret over hvilken vej livet skal gå, gerne MED mig som leder. Forvirret over hvad kærlighed er for en størrelse. Forvirret over hvad der i min historie er årsag til reaktioner i dag. Tjaaaa, måske en lille bitte indentitetskrise (I en forholdsvis sen alder :-( ). Jeg ved sgu da godt hvem Mie er, men jeg er lidt i tvivl om hvem Mie er med alle de nye erkendelser rygsækken.
Jeg knokler på højtryk, indimellem river jeg omgivelserne med i forvirrings manegen. Godt vi har et solidt sikkerhedsnet spændt ud, jeg ved at vi igen får ben at stå på. Lige nu er udfordringen at turde være i processen.....
(Begge børn skal i morgen til farmor og Farfar indtil lørdag morgen, vi andre skal være kærester!!!)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
det er bare så svært at være. Bare det at være er svært. tror alle rutsjeturene kommer lige meget hvad, spørgsmålet er hvordan man klarer dem. KH Julia // http://julialahme.dk
SvarSletJulia har egentlig sagt det så fint... Voksenlivet er sgu ikke helt som jeg troede da vi legede far-mor-børn! Det er heldigvis også mere interessant end jeg forestillede mig... :)
SvarSletK.
I har ret begge to! Det er hamrende svært at være, (for mig) i processer. Jeg får en tanke og handler. Og ja voksenlivet er noget mere delikat end "legelandet". Det er bare gået op for mig, hvor svært det er at tage lederskabet og det personlige ansvar i MIT liv. Troede egentlig jeg havde taget det ;-), men op på hesten igen!
SvarSletTak for jeres ord.