Har ikke kunne komme på bloggen, har fundet ud af ved hjælp af Google kontoens hjemmeside (hold kæft et kedelig sted!), at jeg "bare" ikke kan logge på min fortrukne computer, så nu skriver jeg på den lidt mere usikre. (dårligt og meget ustabilt batteri)
Nå men nu til sagen, for jeg har da i den grad fået en sag!
I lang tid har der været dårlig stemning på hjemmefronten. Ikke bare sårn lidt underskud, men mere sådan "iiiih den åndsvage mand".
Som vi kunne have sagt os startede første uge af ferien med at skændes -massivt!!!
Efter en uge måtte jeg kapitulere....
Det gik op for mig at jeg gerne vil leve med min mand, men ikke på denne MÅDE. Ja jeg sillede faktisk vores levefællesskab højere end selve parforholdet.
Følte jeg var ved at miste mig selv, mine drømme, mine visioner, mine værdier -føltes usundt!
Jeg meddelte manden at jeg ville holde ferie hver for sig. Havde brug for at finde mig selv i alt det her halløj. Havde pludselig en fornemmelse af, at det var meget lang tid siden jeg havde givet mig selv omsorg, så derfor var det nærmest en umulig mission at give min familie noget.
Efter en del panik, tåre, skrigen, opgivenhed, angst og en masse samtaler (også nogle af dem som går under kategorien "talen totalt forbi hinanden"). Endte det med at jeg lige ville tage en dag hjemme, inden jeg fulgte efter de andre i sommerhus med hele mandens familie.
Det viste sig at en dag ikke var nok. Jeg ville pludselig være i proces, en proces som kun var for mig!
Så jeg tog ansvar for mig og mit indre liv og fulgte mit hjerte og har nu været alene hjemme i 5 dage.
Min største udfordring har været rastløsheden, men da jeg havde fundet rytmen har jeg hygget, tænkt og skrevet min eksamens opgave færdig.
Om meget snart kommer de andre ind af døren. Jeg savner mine børn OG MAND ret så meget.....
Jeg vil forandring, hvis det ikke er muligt for os at skabe en anden stemning, skabe kærlighed imellem os, må livet leves hver for sig.
Ikke at det er det, som optager mig, jeg er optaget af hvordan jeg kan skabe forandring -spændende!
Det vil være smerte med smerte på at skulle gå fra manden, men jeg er ikke bange for at leve alene, nej angsten ligger i at leve i et forhold, som ikke gør mig glad -jeg vil ikke nøjes!!!
Jeg er sikker på at nogen vil kalde det egoistisk, men jeg vil kalde det ansvarlighed.....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
WOW! JA, det siger jeg! Et ærligt og meget læseværdigt og berigende indlæg, men goddamn... Du skal virkelig holde tungen lige i munden. Den der melding kender jeg godt og den gør nas!
SvarSletDet svarer lidt til at sige "It's not you, it's me" og så ved man bare så meget "YEAH IT'S YOU". Derfor: Hvis det virkelig IKKE er ham der er noget i vejen med, så må du få styr på hvad det så er? Og gøre noget ved det! Hvis det er ham... av av, så må du hurtigt finde en måde at 'lægge lorten på bordet', for det kan ikke serveres delikat i små bidder over mange måneder. Kan det ændres?
Jeg ønsker dig alt det bedste med det
Det er både og! Altså manden og jeg er på vej til at miste os selv, hver i sær - det er ikke godt.
SvarSletSå det handler BÅDE om ham ( og mig) og så det der er imellem os.
Tak for dit svar, jeg ved det gør nas. Jeg så det i hvertfald med egen øjne forleden, men som sagt jeg er ikke bange for tilværelsen alene, hvis jeg er bange for noget, så er det en "usund" relation til mine nærmeste....
Endnu en gang tak -specielt for det bedste! :-)